Som eux-værktøjsmagerelev får du en varieret hverdag, hvor du både lærer at programmere, udvikle og fremstille støbeforme og komponenter til værktøj og produkter, samtidig med at du læser gymnasiale fag som dansk, matematik og teknologi.
Som eux-værktøjsmager arbejder du med fremstilling af værktøjsdele og samling af dele til færdigt værktøj. Og du kommer til at arbejde med nogle af de nyeste maskiner.
På skolen får du undervisning i fag som fremstilling af værktøjskomponenter, justering og afprøvning af værktøj, værktøjslære samt værktøjsteknisk kommunikation.
Arbejd som opfinder i plastik- og metalvirksomheder
Som værktøjsmager er du både opfinderen med de gode idéer og fremstilleren, der sikrer, at produkter kan blive en realitet.
Du arbejder med fremstilling af værktøjsdele og samling af dele til færdigt værktøj, som skal bruges til at producere alt fra dele til biler, fly, mobiltelefoner over til legetøj, tastaturknapper, kaffebægere og meget mere.
Udover fremstilling af nye komponenter skal du også kunne reparere og vedligeholde maskiner, udstyr og produktionsværktøj.
Du kan arbejde som ansat i plastik- eller metalvirksomheder.
Læs videre til diplomingeniør eller på et universitet
Som færdig eux-værktøjsmager har du både et svendebrev og en studenterhue. Derfor kan du vælge at læse videre på et erhvervsakademi, et universitet eller en professionsbacheloruddannelse.
Læs videre til fx:
- Diplomingeniør
- Produktionsteknolog
- Maskinmester
Du kan også tage et ekstra år og uddanne dig til værktøjstekniker.